Dette er tekstversionen af SVU - Statens VoksenUddannelsstøtte
Klik her for at komme til den grafiske version af SVU - Statens VoksenUddannelsstøtte

Forside - Om sitet - Læs op - Sitemap


SVU - Statens VoksenUddannelsstøtte


SVU - Statens VoksenUddannelsstøtte

Hvad er SVU
SVU - Statens VoksenUddannelsesstøtte - skal være med til at sikre, at arbejdsstyrken bliver dygtigere. Mennesker med en kort uddannelse skal have kundskaber, så de har bedre muligheder for at klare sig, og mennesker med en længere uddannelse skal vedligeholde og videreudvikle deres kompetencer.

Ønsker du at efter- eller videreuddanne dig, kan du søge om Statens voksenuddannelsesstøtte - SVU.
Du kan ikke få SVU til de ordinære videregående uddannelser, du kan få SU til.

Med SVU får du mulighed for at deltage i undervisningen i arbejdstiden.

Du kan få SVU både som ledig, og hvis du er i arbejde. Det er din status på ansøgningstidspunktet, der afgør, om du skal søge støtte som beskæftiget eller ledig.

Ud over SVU findes der også en anden støtteordning til voksenuddannelse - VEU-godtgørelse. VEU - Voksen- og efteruddannelse.
Hvorvidt du skal have VEU-godtgørelse eller SVU afhænger af niveauet på den uddannelse, du vil tage.

Til uddannelse på folkeskole- og gymnasialt niveau eller på videregående niveau kan du få SVU.
Til uddannelse på erhvervsuddannelsesniveau kan du få VEU-godtgørelse. For at få information om VEU-godtgørelse skal du henvende dig til a-kassen eller på arbejdsformidlingen.

Hvem kan få
Du skal være mellem 25 og 65 år. Hvis du er fyldt 20 år, kan du dog få SVU til FVU - forberedende voksenundervisning eller specialundervisning for voksne.

EU-borgere (pendlere), der er ansat på en virksomhed eller driver selvstændig virksomhed i Danmark, og personer, der tilhører det danske mindretal i Sydslesvig, kan få SVU på lige fod med personer, der er tilmeldt Folkeregisteret i Danmark.

Du skal være studieaktiv for at modtage SVU.

Både lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller kan få SVU. Det kræver, at du er ansat på en arbejdsplads i Danmark, og at du har aftalt med din arbejdsgiver, at du deltager i uddannelsen.

Som ledig kan du få SVU, hvis du har ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse. Husk at du skal stå til rådighed for formidlet arbejde i SVU-perioden, medmindre andet er aftalt med AF.

For at få SVU til uddannelse på folkeskoleniveau og til gymnasial uddannelse skal du have været ansat hos din nuværende arbejdsgiver i mindst ½ år, umiddelbart før uddannelsen begynder. Er du sæsonarbejder, løsarbejder eller vikar, kan det ½ år hos samme arbejdsgiver optjenes over en periode på højst 2 år.

Du skal også være kortuddannet. Kortuddannede er voksne, der har 7-8 års skolegang, evt. suppleret med en erhvervsrettet uddannelse uanset varighed. Det kan også være voksne, der har 9-10 års skolegang, evt. suppleret med højst 2 år erhvervsrettet uddannelse eller en forældet erhvervsrettet uddannelse.

En uddannelse er forældet, hvis du ikke har brugt den inden for de sidste 5 år før ansøgningstidspunktet. Den er også som forældet, hvis du ikke bruger den og kan sandsynliggøre, at der ikke er mulighed for at bruge den igen, fordi den ikke svarer til den nuværende uddannelse på området.

Er du faglært, dvs. har du en erhvervsrettet uddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau, kan du søge SVU til forberedende voksenundervisning - FVU. Der er afsat et bestemt antal pladser på denne ordning, som bliver fordelt blandt dem, der søger først.

SVU i op til 80 uger
Hvis du modtager dagpenge, kan du får SVU i op til 6 uger. Den mindste periode, du kan få SVU til, er 1 uge.

Til uddannelser på folkeskoleniveau og til gymnasiale uddannelser kan du få SVU i sammenlagt højst 80 uger på heltid eller tilsvarende længere på deltid i forhold til antal undervisningstimer. I perioden på 80 uger kan du højst få støtte til forberedende voksenundervisning (FVU) i 18 uger omregnet til heltid. Unge mellem 20 og 25 år, kan få SVU til forberedende voksenundervisning i højst 18 uger omregnet til heltid.

Til en videregående uddannelse kan du højst få SVU i 52 uger på heltid inden for en periode på 5 år. Den mindste periode, du kan få SVU til, er 1 uge.

SVU svarer til dagpengesats
SVU svarer til højeste dagpengesats. Støtten nedsættes ved deltidsundervisning. Du kan højst få SVU svarende til det antal timer, arbejdstiden er nedsat på grund af uddannelsen, eller svarende til det antal timer, du har mistet arbejdsmulighed.

Hvis arbejdsgiveren udbetaler løn, mens du uddanner sig, kan det aftales, at arbejdsgiveren får udbetalt støtten.

Ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse kan få tilskud til dækning af deltagerbetalingen. Der er også mulighed for at søge om tilskud til deltagerbetalingen, hvis du deltager i almen voksenuddannelse eller hf-undervisning.

Ansøgning
Ansøgningsskema til SVU fås på VUC, på de regionale vejledningscentre, hos a-kasserne og på www.svu.dk. Du skal aflevere din ansøgning, senest den dag du begynder på uddannelsen. Du kan ikke få SVU med tilbagevirkende kraft.

Søger du SVU til uddannelse på folkeskoleniveau eller til en gymnasial uddannelse, skal du aflevere skemaet i a-kassen eller på VUC. Søger du SVU til en videregående uddannelse, skal du aflevere skemaet i a-kassen eller på et regionalt vejledningscenter.

Hvis du er lønmodtager, skal du aftale med din arbejdsgiver, at du kan få fri til at uddanne dig. Aftalen skal indeholde nærmere vilkår for din tilbagevenden til arbejdspladsen, når uddannelsen er slut. Et vilkår kan også være, at du ikke vender tilbage efter endt uddannelse.

Hvis du er ledig og vil søge SVU, skal du henvende dig til din a-kasse.

Bemærk at du ikke må få ydelser til dækning af leveomkostninger, fx sygedagpenge, SU og lignende eller ydelser, der skal dække udgifter til aflønning af en medhjælper, mens du får SVU. Du kan heller ikke få SVU, hvis du har ret til løn fra et praktiksted.

Kilder:
www.svu.dk
www.ug.dk
www.uvm.dk
www.vidar.dk


Uddannelse i samarbejde med VUC Syd
Mange virksomheder og deres medarbejdere har det sidste år benyttet sig af Padborg Udviklingscenters samarbejde med VUC Syd.

Derfor fortsættes succesen også efter sommerferien, hvor kurser i matematik, tysk og dansk samt dansk for tyske medarbejdere fortsættes.

Undervisningen forgår i en af VUC Sønderjyllands mobile undervisningsenheder, der er placeret i Padborg Transportcenter ved firmaet Andreas Andresen A/S.

Som godtgørelse for tab af lønindkomst kan der søges om SVU efter gældende regler. Undervisningen i fagene er gratis.

Tilmelding og nærmere oplysninger fås hos VUC-Syd - www.bovkommune.dk/graphics/erhverv/efter%E5r%20VUC%202006.pdf







Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk