HEADER: Pendlerinfo Til Region SyddanmarkTil forsiden
ForsidepilDiversepilUdstationering af arbejdstagere

Udstationering af arbejdstagere

Hvad er udstationering?

En arbejdstager bliver udstationeret, når en indenlandsk arbejdsgiver udsender en medarbejder til udlandet for en begrænset periode, så denne kan udføre et bestemt stykke arbejde for ham der. Det spiller i den forbindelse ingen rolle, om arbejdstageren har været ansat hos den udsendende virksomhed før, eller er blevet ansat med henblik på at blive udsendt. Det afgørende er, at der foreligger et ansættelsesforhold mellem arbejdstageren og den indenlandske arbejdsgiver.

Der er ikke tale om udstationering, når arbejdstageren allerede har sin bopæl i udlandet og bliver ansat her af en arbejdsgiver fra sit hjemland. Her er der tale om lokal ansættelse. Der er heller ikke tale om udstationering, når en arbejdstager allerede har arbejdet for en udenlandsk arbejdsgiver i udlandet og så bliver ansat af en indenlandsk arbejdsgiver for at udføre et bestemt stykke arbejde i et andet land.

  • www.ihk-schleswig-holstein.de/ >> Standortpolitik >> Wirtschaftspolitik >> Sozialpolitik und Sozialversicherungen >> Entsendung von Arbeitnehmern in das Ausland
  • www.hk.dk >> Job og Uddannelse >> På arbejde i Europa >> Udstationering for en dansk virksomhed



Udstationering fra Danmark til Tyskland

Beskatning af indkomsten

Hvorvidt indkomsten bliver beskattet i Danmark eller Tyskland, afhænger i høj grad af, hvor den udsendte har sin bopæl, og hvor længe udsendelsen varer.


Fastlæggelse af bopælslandet
Opgives bopælen i Danmark ikke i forbindelse med udsendelse til Tyskland, selv om man flytter til Tyskland, forhindrer den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, at indkomsten bliver beskattet i begge lande. Det kræver, at det bliver fastlagt, hvilket af de to lande der skal anses for bopælsland hhv. arbejdsland.

Det land, som følgende kriterier opfyldes for i den nævnte rækkefølge, anses for bopælsland:

  • Arbejdstageren har en fast bolig til rådighed her.
  • Arbejdstageren har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser her (midtpunkt for livsinteresser).
  • Arbejdstageren opholder sig sædvanligvis her.
  • Arbejdstageren er statsborger her.


Kan bopælslandet ikke fastlægges efter disse kriterier, indgår begge landes myndigheder en aftale.

  • Overenskomst mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Danmark for at undgå dobbeltbeskatning (dansk-tysk dobbeltbeskatningsoverenskomst), artikel 4, stk. 2



Danmark som bopælsland, Tyskland som arbejdsland
Som hovedregel er man fuldt skattepligtig i Danmark, så længe man har sin faste bopæl her.

Indkomst fra arbejde udført i Tyskland bliver beskattet i Danmark under følgende forudsætninger:

  • Arbejdstageren opholder sig mindre end 183 dage i Tyskland i det pågældende kalenderår.
  • Vederlaget betales af en arbejdsgiver hjemmehørende i Danmark.
  • Vederlaget udredes ikke af et driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i Tyskland.


Overenskomst mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Danmark for at undgå dobbeltbeskatning (dansk-tysk
dobbeltbeskatningsoverenskomst), artikel 15, stk. 2

Hvis et af disse kriterier ikke er opfyldt, bliver indtægterne beskattet i Tyskland. Indtægterne skal også opgives i Danmark, men udløser ingen skat her.



Tyskland som bopæls- og arbejdsland
Opgiver man sin faste bopæl i Danmark i forbindelse med en udsendelse, bortfalder den fulde skattepligt i Danmark, og man er kun begrænset skattepligtig, dvs., at det kun er indtægter, som har deres kilde i Danmark, der bliver beskattet her. Alle andre indtægter bliver beskattet i Tyskland.

Den faste bopæl i Danmark anses for opgivet, hvis

  • den hidtidige helårsbopæl bliver solgt;
  • den hidtidige helårsbopæl bliver lejet ud via en kontrakt, som er uopsigelig for udlejeren i de første tre år.


Ejer man et sommerhus i Danmark, har dette således normalt ingen betydning, for så vidt angår den fulde skattepligt. Helårsbopælen anses dog ikke for opgivet, hvis ægtefællen og eventuelle børn bliver boende i Danmark (midtpunkt for livsinteresser og bolig til rådighed). I så fald ville man altså fortsat være fuldt skattepligtig i Danmark.

www.skat.dk>> Vejledninger og pjecer til borgere >> Skatten - når du flytter til udlandet

I tvivlstilfælde er det klogt at indhente en skriftlig bekræftelse af skatteforholdene hos de danske skattemyndigheder.


Social sikring

Normalt er man socialforsikringspligtig i arbejdslandet, dvs., at det er den tyske lovgivning om social sikring, der er gældende, hvis man arbejder i Tyskland.

Ved udsendelse til Tyskland i indtil tre år kan arbejdstageren dog fortsat være omfattet af den danske lovgivning om social sikring. I så fald skal der ikke betales bidrag til den tyske socialforsikring (dette gælder også for arbejdsgiverens bidrag).


Den almindelige udsendelsesregel ved udsendelse i indtil 1 år
Den almindelige udsendelsesregel omfatter et udlandsophold af indtil 1 års varighed, hvor arbejdstageren fortsat kan være omfattet af de danske sikringsordninger under følgende betingelser:

  • Der skal foreligge et ansættelsesforhold med den arbejdsgiver i Danmark, som udsender arbejdstageren.
  • Der skal være en tilknytning til denne arbejdsgiver i udsendelsesperioden.
  • I udsendelsesperioden skal arbejdstageren arbejde for den arbejdsgiver, som han er udsendt af.
  • Den udsendte arbejdstager skal have været omfattet af dansk lovgivning om social sikring før udsendelsen.
  • Inden udsendelsen skal arbejdstageren have arbejdet for den udsendende arbejdsgiver. Hvis arbejdstageren er ansat med henblik på at

blive udsendt, skal arbejdsgiverens virksomhed normalt udøve sin aktivitet og beskæftige sine ansatte i Danmark.

  • Den udsendende arbejdsgiver skal afholde lønudgifterne i udsendelsesperioden.
  • Den forventede arbejdsperiode i udlandet må ikke overstige 1 år.
  • Arbejdstageren må ikke afløse en anden, hvis udsendelsesperiode er udløbet.


For fortsat at være omfattet af de danske sikringsordninger på disse vilkår, skal arbejdsgiveren eller den udsendte sende blanket E 101 og et udfyldt spørgeskema til Den Sociale Sikringsstyrelse.

www.dss.dk >> publikationer og blanketter >> publikationer >> pjecer om social sikring under arbejde i udlandet >> Udsendt til
midlertidigt arbejde i andet EØS-land


Forlængelse af udsendelsesperioden med 1 år
Hvis udsendelsesperioden skal forlænges, når det første år er udløbet, kan arbejdstageren forblive omfattet af de danske sikringsordninger i yderligere et år. Betingelsen herfor er, at arbejdsopgaven i Tyskland af uforudsete grunde strækker sig ud over et år, og at arbejdstageren var omfattet af de danske sikringsordninger det første år.

For som arbejdstager fortsat at være omfattet af de danske sikringsordninger i forbindelse med en forlængelse af udsendelsesperioden, skal arbejdsgiveren sende blanket E 102 til godkendelse hos den kompetente tyske myndighed Deutsche Verbindungsstelle.

Den tyske myndighed skal have modtaget blanket E 102, før det første udsendelsesår udløber.

www.dss.dk >> publikationer og blanketter >> publikationer >> pjecer om social sikring under arbejde i udlandet >> Udsendt til
midlertidigt arbejde i andet EØS-land


Individuelle aftaler ved udsendelse i indtil 3 år
Hvis der efter udløbet af de første to udsendelsesår er behov for yderligere forlængelse eller betingelserne for den almindelige udsendelsesregel ikke er opfyldt, kan Den Sociale Sikringsstyrelse indgå en individuel aftale med Deutsche Verbindungsstelle.

Den udsendte kan da forblive omfattet af de danske sikringsordninger i indtil tre år på følgende betingelser:

  • Der skal foreligge et ansættelsesforhold med den arbejdsgiver i Danmark, som udsender arbejdstageren.
  • Der skal være en tilknytning til denne arbejdsgiver i udsendelsesperioden.
  • Den udsendte arbejdstager skal have været omfattet af dansk lovgivning om social sikring før udsendelsen.
  • Den forventede udsendelsesperiode må ikke overstige 3 år.
  • Det firma, der udsender arbejdstageren, er hjemmehørende i Danmark og arbejder i det mindste delvist her.


For fortsat at være omfattet af de danske sikringsordninger efter en individuel aftale, skal arbejdsgiveren eller den udsendte i god tid før udsendelsen sende blanket E 101 og et udfyldt spørgeskema til Den Sociale Sikringsstyrelse, som så skal indhente godkendelse hos Deutsche Verbindungsstelle.

www.dss.dk >> publikationer og blanketter >> publikationer >> pjecer om social sikring under arbejde i udlandet >> Udsendt til
midlertidigt arbejde i andet EØS-land


Gyldighed af blanket E 101 og E 102
Blanket E 101 og E 102 tjener som dokumentation for, at man er omfattet af dansk lovgivning om social sikring i den periode, der er anført på dem. Blanketterne er personlige og kun gyldige, så længe man arbejder for den danske arbejdsgiver, der er anført på dem.

E 101 og E 102 afklarer blot det forsikringsretlige aspekt, men berettiger ikke direkte til naturalydelser i Tyskland.

Blanket E 101, E 102 og spørgeskemaet kan hentes på www.dss.dk >> publikationer og blanketter >> blanketter >> social sikring under arbejde/bopæl i udlandet >> blanket E 101 og andre lignende.


Ydelser under de danske sociale sikringsordninger ved udsendelse
Er man omfattet af de danske sikringsordninger under udsendelsen, har man som arbejdstager ret til følgende ydelser:

  • Sygesikring og sygehusbehandling
  • Dagpenge ved sygdom og barsel (herunder adoption)
  • Arbejdsløshedsforsikring
  • Social pension (folkepension)
  • Tillægspension (ATP)
  • Børnefamilieydelse og børnetilskud
  • Arbejdsskadeforsikring



www.dss.dk >> publikationer og blanketter >> publikationer >> pjecer om social sikring under arbejde i udlandet >> Udsendt til
midlertidigt arbejde i andet EØS-land

I udsendelsesperioden skal den danske arbejdsgiver fortsat indbetale bidrag til de danske sikringsordninger, dvs., at der skal betales arbejdsmarkedsbidrag og ATP.

Ydelser fra den danske sygesikring ved udsendelse
Ved ophold i Tyskland i indtil et år modtager den udsendte og dennes familiemedlemmer lægehjælp og sygehusbehandling m.v., hvis de får akut behov herfor. Disse naturalydelser ydes af den offentlige sygesikring i Tyskland, og der gælder samme vilkår som for tyske statsborgere.

For at kunne modtage naturalydelser i Tyskland i akutte sygdomstilfælde, skal man fremlægge en gyldig blanket E 101 for sin danske kommune og få udstedt et EU-sygesikringsbevis (EHIC).

Ved ophold på over et år kan den udsendte og dennes familiemedlemmer blive optaget i den offentlige sygesikring i Tyskland og dermed også modtage naturalydelser i ikke akutte sygdomstilfælde (f.eks. forebyggende behandlinger). Det pågældende bidrag betales fra dansk side, dvs., at der ikke påløber ekstraudgifter for arbejdstageren.

For at få et tysk sygesikringsbevis, skal man fremlægge en gyldig blanket E 101 DK/E 102 for kommunen og få udstedt en blanket E 106, som man så går til en tysk sygekasse med.

Framelder den udsendte sig folkeregisteret, udsteder den seneste bopælskommune et særligt sygesikringsbevis (OS 01.301). Dette bevis giver ret til eventuelt nødvendige naturalydelser under ophold i Danmark.

www.dss.dk >> publikationer og blanketter >> publikationer >> pjecer om social sikring under arbejde i udlandet >> Udsendt til
midlertidigt arbejde i andet EØS-land


Ydelser fra den danske arbejdsløshedsforsikring ved udsendelse
Med en gyldig blanket E 101 kan den udsendte fortsat være medlem af en dansk arbejdsløshedskasse eller blive optaget i en sådan. Medlemskab og arbejdsperioder under udsendelsen bliver medregnet, når man vender tilbage til Danmark.

www.dss.dk >> publikationer og blanketter >> publikationer >> pjecer om social sikring under arbejde i udlandet >> Udsendt til
midlertidigt arbejde i andet EØS-land


Udstationering fra Tyskland til Danmark

Beskatning af indkomsten

I hvilket af de to lande indkomsten bliver beskattet ved udsendelse fra Tyskland til Danmark, afhænger hovedsageligt af, hvor den pågældende arbejdstager har sin bopæl samt af udsendelsens varighed.


Fastlæggelse af bopælslandet
Opgiver arbejdstageren ikke sin bopæl i Tyskland, selv om han flytter til Danmark i forbindelse med udsendelsen, forhindrer den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, at indkomsten bliver beskattet i begge lande. Det kræver, at det bliver fastlagt, hvilket af de to lande der skal anses for bopælsland hhv. arbejdsland.

Det land, som følgende kriterier opfyldes for i den nævnte rækkefølge, anses for bopælsland:

  • Arbejdstageren har en fast bolig til rådighed her.
  • Arbejdstageren har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser her (midtpunkt for livsinteresser).
  • Arbejdstageren opholder sig sædvanligvis her.
  • Arbejdstageren er statsborger her.


Kan bopælslandet ikke fastlægges efter disse kriterier, indgår begge landes myndigheder en aftale.

Overenskomst mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Danmark for at undgå dobbeltbeskatning
(dansk-tyskdobbeltbeskatningsoverenskomst), artikel 4, stk. 2


Tyskland som bopælsland, Danmark som arbejdsland
Har man Tyskland som bopælsland, er man som hovedregel også fuldt indkomstskattepligtig her, dvs., at der skal betales tysk indkomstskat af indenlandske og udenlandske indtægter.

Indkomst fra arbejde udført i Danmark bliver beskattet i Tyskland under følgende forudsætninger:

  • Arbejdstageren opholder sig mindre end 183 dage i Danmark i det pågældende kalenderår.
  • Vederlaget betales af en arbejdsgiver hjemmehørende i Tyskland.
  • Vederlaget udredes ikke af et driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i Danmark.


Overenskomst mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Danmark for at undgå dobbeltbeskatning (dansk-tysk
dobbeltbeskatningsoverenskomst), artikel 15, stk. 2

Hvis et af disse kriterier ikke er opfyldt, bliver indtægterne beskattet i Danmark. Indtægterne skal også opgives i Tyskland, men udløser ingen skat her.

Danmark som bopæls- og arbejdsland
Opgiver man sin faste bopæl i Tyskland i forbindelse med en udsendelse, bortfalder den fulde skattepligt i Tyskland, og man er kun begrænset skattepligtig, dvs., at det kun er indtægter, som har deres kilde i Tyskland, der bliver beskattet her. Alle andre indtægter bliver beskattet i Danmark.

Den faste bopæl i Tyskland anses for opgivet, hvis den hidtidige helårsbopæl bliver definitivt opsagt eller solgt. Bliver arbejdstagerens ægtefælle boende i Tyskland, anses bopælen i Tyskland dog ikke for opgivet, medmindre ægtefællerne er separeret.

www.flensburg.ihk24.de >> Standortpolitik >> Wirtschaftspolitik>> Sozialversicherung >> Entsendung von Arbeitnehmern in das Ausland


Besiddelse af fast ejendom anser de tyske skattemyndigheder ikke som værende til hinder for opgivelse af skattepligten.
Udlejes ejendommen i Tyskland, skal der afleveres en selvangivelse.
Det tyske statstilskud til privat boligbyggeri (Eigenheimzulage) bliver kun udbetalt, hvis ejendommen benyttes til eget brug. Under det midlertidige ophold i udlandet udbetales der fortsat Eigenheimzulage, dog ikke i tilfælde af udlejning.


Social sikring
Normalt er man socialforsikringspligtig i arbejdslandet, dvs., at det er den danske lovgivning om social sikring, der er gældende, hvis man arbejder i Danmark.

Ved udsendelse til Danmark kan arbejdstageren under bestemte forudsætninger dog fortsat være omfattet af den tyske lovgivning om social sikring.

Den almindelige udsendelsesregel ved udsendelse i indtil 1 år
Den almindelige udsendelsesregel omfatter et udlandsophold af indtil 1 års varighed, hvor arbejdstageren fortsat kan være omfattet af de tyske sikringsordninger under følgende betingelser:

  • Den forventede arbejdsperiode i udlandet må ikke overstige 1 år.
  • Arbejdstageren må ikke afløse en anden, hvis udsendelsesperiode er udløbet.
  • Der skal fortsat være en arbejdsretlig binding mellem arbejdstager og arbejdsgiver.


For fortsat at være omfattet af de tyske sikringsordninger på disse vilkår, skal arbejdsgiveren eller den udsendte sende en ansøgning til den lovpligtige sygekasse i Tyskland om at få udstedt en blanket E 101. Er arbejdstageren ikke omfattet af den lovpligtige sygeforsikring, skal ansøgningen sendes til den kompetente pensionskasse.

www.dvka.de >> Arbeiten im Ausland >> Merkblätter zur Entsendung für Arbeitgeber und Arbeitnehmer >> Arbeiten in Dänemark


Forlængelse af udsendelsesperioden med 1 år
Hvis udsendelsesperioden skal forlænges, når det første år er udløbet, kan arbejdstageren forblive omfattet af de tyske sikringsordninger i yderligere et år. Betingelsen herfor er, at arbejdsopgaven i Danmark af uforudsete grunde strækker sig ud over et år, og at arbejdstageren var omfattet af de tyske sikringsordninger det første år.

For som arbejdstager fortsat at være omfattet af de tyske sikringsordninger i forbindelse med en forlængelse af udsendelsesperioden, skal arbejdsgiveren sende blanket E 102 til godkendelse hos Den Sociale Sikringsstyrelse, som skal have modtaget blanket E 102 i fire eksemplarer før det første udsendelsesårs udløb.

www.dvka.de >> Arbeiten im Ausland >> Merkblätter zur Entsendung für Arbeitgeber und Arbeitnehmer >> Arbeiten in Dänemark


Individuelle aftaler
Hvis der efter udløbet af de første to udsendelsesår er behov for yderligere forlængelse eller betingelserne for den almindelige udsendelsesregel ikke er opfyldt, kan Deutsche Verbindungsstelle indgå en individuel aftale med Den Sociale Sikringsstyrelse.

Det er her en forudsætning, at arbejdstagerens interesse i en sådan ordning er begrundet. Desuden skal der fortsat være en arbejdsretlig binding mellem arbejdstager og arbejdsgiver, og arbejdsopholdet i udlandet skal på forhånd være tidsbegrænset.

For fortsat at være omfattet af de tyske sikringsordninger efter en individuel aftale, skal arbejdsgiveren henvende sig til Deutsche Verbindungsstelle i et brev uden formkrav. Denne skal herefter konsultere Den Sociale Sikringsstyrelse. Deutsche Verbindungsstelle skal have modtaget brevet og en erklæring underskrevet af arbejdstageren tre måneder før arbejdets påbegyndelse i Danmark.

Er der tale om forlængelse af en udsendelse, skal der vedlægges kopier af blanket E 101 og E 102.

www.dvka.de >> Arbeiten im Ausland >> Merkblätter zur Entsendung für Arbeitgeber und Arbeitnehmer >> Arbeiten in Dänemark


Gyldighed af blanket E 101 og E 102
Blanket E 101 og E 102 tjener som dokumentation for, at man er omfattet af tysk lovgivning om social sikring i den periode, der er anført på dem. Blanketterne er personlige og kun gyldige, så længe man arbejder for den tyske arbejdsgiver, der er anført på dem.

E 101 og E 102 afklarer blot det forsikringsretlige aspekt, men berettiger ikke direkte til naturalydelser i Danmark.

Blanket E 101 og E 102 kan hentes på www.dvka.de >> Arbeiten im Ausland >> Antrag zum E 101/Vordruck E 102.


Ydelser under de tyske sociale sikringsordninger ved udsendelse
Er man omfattet af de tyske sikringsordninger under udsendelsen, har man som arbejdstager ret til følgende ydelser:

  • Sygesikring (inkl. barselsdagpenge)
  • Arbejdsløshedsforsikring
  • Pensionsforsikring
  • Plejeforsikring
  • Familieydelser og børnetilskud
  • Ulykkesforsikring


www.dvka.de >> Arbeiten im Ausland >> Merkblätter zur Entsendung für Arbeitgeber und Arbeitnehmer >> Arbeiten in Dänemark


Ydelser fra den tyske sygesikring ved udsendelse
Hvis man i forbindelse med en udsendelse til Danmark fortsat er omfattet af den lovpligtige tyske sygeforsikring, har man ret til lægehjælp, sygehusbehandling osv. i Danmark, som man akut måtte få behov for. Dette gælder også arbejdstagerens medforsikrede familiemedlemmer.

For at kunne modtage naturalydelser i Danmark i akutte sygdomstilfælde, skal man fremlægge en gyldig blanket E 101 for den tyske sygekasse og få udstedt et EU-sygesikringsbevis (EHIC).

Hvis man under en længere udsendelsesperiode også ønsker at modtage naturalydelser i Danmark i ikke akutte sygdomstilfælde (f.eks. forebyggende behandling), kan man blive optaget i den danske sygesikring for tysk regning.

For at få et dansk sygesikringsbevis, skal man fremlægge en gyldig blanket E 101 D/E 102 for den tyske sygekasse og få udstedt blanket E 106, som man så går til den danske kommune med.

Ud over naturalydelserne modtager man som arbejdstager, omfattet af den lovpligtige sygeforsikring, de sygesikringsydelser fra arbejdsgiveren, som man også ville være berettiget til i Tyskland.

www.dvka.de >> Arbeiten im Ausland >> Merkblätter zur Entsendung für Arbeitgeber und Arbeitnehmer >> Arbeiten in Dänemark




Siden er sidst opdateret 1-12-2008