HEADER: Pendlerinfo Til Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPension

Pension

 Pension i Danmark

 

Pensionen i Danmark bygger primært på fire søjler:

 

1)      Folkepension

2)      ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension)

3)      Arbejdsmarkedspension (Industriens Pension og lign.)

4)      Private pensionsordninger

 

Den danske stat fremmer arbejdsmarkedspensioner og private pensionsordninger ved at beskatte dem efterfølgende, dvs. bidragene kan trækkes fra i skat inden for visse grænser, men beskattes som indkomst i udbetalingsfasen.

 

Folkepension i Danmark generelt

Den danske folkepension, som egentlig hedder socialpension, er en skattefinansieret socialpension i form af en enhedspension. Den består af et grundbeløb og et tillæg afhængig af boligsituationen. Enlige får højere tillæg end samlevende. Satserne bliver justeret en gang om året og kan ses på http://www.borger.dk /.


I Danmark har alle ret til folkepension, når de fylder 65 år.

Er man fyldt 60 år før den 1. juli 1999, kan man dog først få folkepension som 67-årig.

Ifølge den seneste lovgivning bliver pensionsalderen i Danmark igen hævet til 67 år. Derefter gælder følgende fra den 01.07.2009:

 

Folkepensionsalderen er:

  • 65 år for personer, der er født før den 01.01.1959;
  • 65 1/2 år for personer, der er født i perioden 01.01.1959 - 30.06.1959;
  • 66 år for personer, der er født i perioden 01.07.1959 - 31.12.1959;
  • 66 1/2 år for personer, der er født i perioden 01.01.1960 - 30.06.1960;
  • 67 år for personer, der er født efter den 30.06.1960.

 

o      http://www.borger.dk/ >> Værd at vide >> Pension >> Folkepension

 

Kravene derudover er, at man skal være dansk statsborger eller have fast bopæl i Danmark.

Fast bopæl vil sige, at man skal have boet i landet de sidste fem år, før man søger pension i Danmark, og derudover i mindst fem år fra man var 15, til man er fyldt 60 år.

 

Er man dansk statsborger, har man mulighed for at få dansk folkepension, selv om man ikke bor i Danmark, når man fylder 65/67 år. Det kræver dog, at man har boet i Danmark i sammenlagt mindst 30 år, og at de 30 år ligger i perioden mellem, man er fyldt 15 år og 65 år.

Hvis man er folke- eller førtidspensionist, kan man også tage pensionen med, hvis man ønsker at flytte til udlandet.

Man skal dog være dansk statsborger og have boet i Danmark i mindst 10 år, før man fylder 65 år, eller mindst 10 år, før man har fået tilkendt førtidspension.

 

Efterløn er et tilbud til personer mellem 60 og 65 år, som ønsker at forlade arbejdsmarkedet.

o      http://www.borger.dk/ >> Værd at vide >> Pension >> Efterløn

 

 

ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension)

 

Alle lønmodtagere og funktionærer mellem 16 og 67 år, som arbejder mindst 9 timer om ugen, er forpligtet til at indbetale til ATP-ordningen. Arbejdsgiverne er ligeledes forpligtet til at indbetale bidrag for lønmodtagerne. De månedlige bidrag er relativt lave og kan ses på www.atp.dk, og de fremgår i øvrigt også af lønsedlen. Den tillægspension, man kan forvente at få udbetalt, er relativt lille.

 

 

 

Arbejdsmarkedspensioner (f.eks. Industriens Pension og lign.)

 

Langt de fleste lønmodtagere i Danmark er omfattet af en supplerende arbejdsmarkedspensionsordning, der som regel er fastlagt ved overenskomst. Der indbetales en procentdel af lønnen, hvoraf arbejdsgiveren betaler en andel og lønmodtageren en anden og som regel mindre andel. Lønmodtagerens andel bliver indbetalt som led i lønkonvertering, hvorved dette bidrag ikke bliver beskattet. Lønmodtagerens eget reelle bidrag er altså relativt lille. Disse pensioner beskattes i udbetalingsfasen, altså efterfølgende.

 

 

Private pensionsordninger

 

I Danmark kan man tegne supplerende individuelle pensionsordninger, som også er fradragsberettiget inden for visse rammer. Er man interesseret i sådanne pensionsordninger, bør man indhente udførlig rådgivning i sin bank eller hos forsikringsselskaber. Her kan det også være en fordel at spørge en revisor om råd.

 

 

 

 

Pension i Tyskland generelt

 

Også for Tysklands vedkommende hviler pensionssystemet nu på flere søjler.

1)      Den tyske pensionsforsikring som lovpligtig forsikring med indtægtsbestemte bidrag og ydelser

2)      Arbejdsmarkedspension

3)      Private pensionsordninger, til dels med støtte fra staten

 

 

Den tyske pensionsforsikring

Arbejdstagerne er principielt forsikringspligtige i forhold til den tyske pensionsforsikring (Rentenversicherung), som er en del af socialforsikringen.

Arbejdsgiveren er forpligtiget til at tilmelde arbejdstageren, så snart denne påbegynder et arbejde, og til at indbetale bidragene. Arbejdstagerens andel udgør 9,95 % af bruttolønnen op til bidragsgrænsen på 5.300,00 euro pr. måned (2008). Der gælder særlige regler for ansættelsesforhold, hvor lønnen ligger på op til 400 euro (minijob) og på mellem 400,01 euro og 800,00 euro om måneden.

Forudsætningen for at få udbetalt pension er, at forsikrede, der er født før den 01.01.1947, skal være fyldt 65 år og opfylde den såkaldte minimumsforsikringsperiode svarende til fem års bidragsperiode.

I en overgangsfase (årgangene 1947-1963) bliver pensionsalderen gradvist hævet til 67 år. (Undtagelser i den forbindelse kan man få oplyst hos sin pensionskasse). For forsikrede fra og med årgang 1964 gælder der en aldersgrænse på 67 år. Under bestemte forudsætninger er der dog mulighed for at oppebære pension før tiden.

Man kan læse mere i informationsbrochuren
"Die richtige Altersrente für Sie".


Under visse omstændigheder, så som nedsat erhvervsevne på grund sygdom, dvs. at man kan arbejde mindre end tre timer om dagen i løbet af en femdages uge, kan man dog alligevel få udbetalt den fulde pension, hvis man i de sidste 5 år før man fik nedsat erhvervsevne, har indbetalt de lovpligtige pensionsbidrag i mindst 3 år og har opfyldt minimumsforsikringsperioden på fem år.

Man kan læse mere i informationsbrochuren
"Erwerbsminderungsrente das Netz für alle Fälle".


Hvis pensionsmodtageren dør, udbetales der en efterladtepension, hvis
altså minimumsforsikringsperioden svarende til fem års bidragsperiode er opfyldt.
Man kan læse mere i informationsbrochuren
"Rente an Hinterbliebene sichern Existenz", som kan downloades på hjemmesiden for den tyske pensionskasse (Deutsche Rentenversicherung).

 

For pensionens beregning og størrelse er det afgørende, hvor længe og hvor meget man har indbetalt til pensionskassen.

 

Hvis en forsikret person på grund af bestemte personlige grunde, herunder sygdom, graviditet, ledighed, uddannelse har været forhindret i at betale bidragene til pensionsforsikringen, vil der ved beregningen af pensionen blive taget hensyn til disse perioder, således at pensionen bliver øget. Såfremt man i en eller flere perioder har boet i Danmark, vil dette også have en positiv indvirkning på pensionen.

 

Pensionen udbetales fra den kalendermåned, hvor betingelserne for at få udbetalt pension er opfyldt.

Pensionen udbetales månedsvis bagud. Ansøgningen om pension skal stiles til pensionskassen i bopælslandet.
Ansøgningen om pension skal indsendes senest tre måneder efter at man har nået den
pensionsalder, der er gældende for ens vedkommende, så den får virkning fra pensionstidspunktet. Alle forsikrede får tilsendt en årlig opgørelse, hvoraf fremgår, hvor meget de kan få i pension på det pågældende tidspunkt. Det forudsætter naturligvis, at Deutsche Rentenversicherung har fået oplyst den aktuelle adresse.

Selvstændige som freelancere og erhvervsdrivende er ikke forsikringspligtige. Personer i denne gruppe bør søge rådgivning i det konkrete tilfælde.

 

For yderligere informationer se  www.deutsche-rentenversicherung-bund.de

 

Arbejdsmarkedspension

Arbejdsmarkedspensioner spiller endnu ikke helt den samme rolle i Tyskland, som de gør i Danmark. Det er for det meste medarbejdere i større firmaer og i det offentlige, der nyder godt af disse ordninger. Hvorvidt man har krav på en sådan supplerende pension, afhænger af firmaet eller er en forhandlingssag. Her bør det konkrete tilfælde undersøges nærmere.

 

 

Den såkaldte Riester-pension

 

Betegnelsen Riester-pension stammer fra den tidligere tyske arbejdsminister Walter Riester, som indførte denne pensionsform. Der er tale om private pensionsprodukter, som skal være certificeret. Det kan f.eks. være opsparingsplaner i banker eller pensionsforsikringer. Staten giver tillæg til indbetalingerne og skattemæssige fradragsmuligheder. Til gengæld beskattes pensionsudbetalingerne i udbetalingsfasen. Før man indgår aftaler om sådanne produkter, bør man indhente information hos neutrale instanser, f.eks. forbrugerbeskyttelsesorganisationer. Riester-aftalerne er underlagt strenge regler. Lønmodtagere, som er forpligtet til at indbetale til den lovpligtige pensionsforsikring og er ubegrænset skattepligtige, er tillægsberettigede.

Man kan læse mere på adressen www.bmas.de, som er hjemmesiden for det tyske ministerium for arbejde og sociale anliggender.

 

Den såkaldte Rürup-pension

 

Rürup-pensionen er en anden form for pensionsforsikring med skattefradrag, som oprindeligt var tænkt til selvstændige, som ikke opfylder betingelserne for Riester-pension. Derved har denne gruppe også fået en investeringsform med skattefradrag. Betingelserne er dog meget specielle. Er man interesseret, bør man indhente udførlig information. Også her bør man henvende sig til neutrale instanser, f.eks. ens egen revisor.

 

 


Pensioner for grænsependlere

 

Grænsependlere generelt

 

I henhold til EU-forordning 1408/71, som indeholder bestemmelserne for grænsependlernes sociale sikring i EU og således går forud for national lovgivning, skal alle bopæls-, forsikrings- og beskæftigelsesperioder (alt afhængig af, hvad der kræves i den pågældende forsikring), man har haft i EU, lægges sammen. Der skal i princippet altid søges om pension i bopælslandet. Den vedkommende pensionskasse i bopælslandet sørger så for ansøgning i det beskæftigelsesland eller de beskæftigelseslande, som lønmodtageren har været beskæftiget i i løbet af sit arbejdsliv.

Enhver pensionskasse i ethvert EU-land skal tage hensyn til det samlede antal forsikringsår, når den undersøger, om forudsætningerne for at få pension er opfyldt.

Det anbefales generelt, at lønmodtagere opbevarer alle papirer, der vedrører arbejdslivet.

 

I forhold til beskatning af pensioner gælder følgende i henhold til den for øjeblikket gældende aftale om dobbeltbeskatning mellem Danmark og Tyskland:

 

  • Pensioner, der udbetales fra det offentlige, altså tysk pension, dansk folkepension eller tjenestemandspension i begge lande beskattes i det land, der udbetaler dem. Hertil hører også pensioner fra pensionskasser for erhvervsgrupper organiseret i foreninger (f.eks. lægeforeninger og advokatforeninger).

 

  • Private eller arbejdsmarkedsrelaterede pensionsudbetalinger beskattes i bopælslandet (idet der gælder undtagelser for aftaler i Danmark indgået i perioden, før aftalen om dobbeltbeskatning trådte i kraft. De nærmere detaljer bør afklares med skattemyndighederne).




Fra Danmark til Tyskland


Grænsependleres (eller forhenværende grænsependleres) pension er sammensat af andelen fra de lande, de har arbejdet i. Hver enkelt andel svarer til forsikrings- hhv. beskæftigelsesperioden i landet.
Hvis man kun har arbejdet i et land i en kort periode og har haft forsikringsperioder på under et år, dækkes disse perioder generelt i pensionen fra den anden medlemsstat.

 -  og brochurerne:

Leben und arbeiten in Europa eller

Meine Zeit in Dänemark – Arbeit und Rente europaweit


Det er meget vigtigt at kunne dokumentere alle sine beskæftigelses- og arbejdsperioder, ikke kun dem i udlandet.
Ansøgningen om pension skal stiles til de sociale myndigheder i bopælskommunen. Ansøgning om pension i Danmark fører samtidig til ansøgning om pension i Tyskland. Såfremt pensionsalderen på det givne tidspunkt måtte være forskellig i de to lande, skal man rette henvendelse til sin pensionskasse i god tid forud for pensionstidspunktet.

Andelene bliver så udbetalt af de enkelte landes institutioner (f.eks. "Deutsche Rentenversicherung Nord" eller "Deutsche Rentenversicherung Bund" og Den Sociale Sikringsstyrelse).
Har man spørgsmål, kan disse rettes til den vedkommende pensionskasse i Tyskland eller til socialforvaltningen i bopælskommunen.

Man kan også læse mere om tysk pension i brochuren


"
Die richtige Altersrente für Sie".

 

På adressen www.dss.dk  kan man finde vigtige informationer om pensioner og fremgangsmåden i Danmark.

 



Fra Tyskland til Danmark
Grænsependleres (eller forhenværende grænsependleres) pension er sammensat af andelen fra de lande, de har arbejdet i. Hver enkelt andel svarer til forsikrings- hhv. beskæftigelsesperioden i landet.
Hvis man kun har arbejdet i et land i en kort periode og har haft forsikringsperioder på under et år, dækkes disse perioder generelt i pensionen fra den anden medlemsstat.

 

http://www.deutsche-rentenversicherung.de/ - og brochurerne:


Leben und arbeiten in Europa eller


Meine Zeit in Dänemark – Arbeit und Rente europaweit


Det er meget vigtigt at opbevare alle sine papirer for at kunne dokumentere sine beskæftigelsesperioder i udlandet.
Ansøgningen om pension skal stiles til den tyske pensionsforsikring (Deutsche Rentenversicherung) og medfører så automatisk ansøgning i Danmark, såfremt der foreligger dokumentation for beskæftigelsesperioderne. Det sker gennem Den Sociale Sikringsstyrelse.

Såfremt pensionsalderen på det givne tidspunkt måtte være forskellig i de to lande, skal man rette henvendelse til de vedkommende pensionskasser i god tid forud for pensionstidspunktet for at få afklaret fremgangsmåden.
Andelene bliver så udbetalt af de enkelte landes institutioner (f.eks. Den Sociale Sikringsstyrelse og "Deutsche Rentenversicherung Nord" eller "Deutsche Rentenversicherung Bund").

Grænsependlere med bopæl i Tyskland og arbejdsplads i Danmark optjener ret til 2,5 % af den danske folkepension pr. år. De beløb, der ligger til grund for denne beregning, bliver justeret årligt på baggrund af den generelle udvikling og kan ses på adressen

http://www.social.dk/ministeriets_omraader/kontante_ydelser/aeldre.html




 

Grænsependlere og Riester-pension

 

Grænsependlere, der bor i Tyskland og arbejder i Danmark, har ret til det statslige Riester-tillæg. Ifølge det tyske ministerium for arbejde og sociale anliggender  ( www.bmas.de ) opfylder de nemlig betingelserne:

 

1)      De er ubegrænset skattepligtige i Tyskland, fordi de bor i Tyskland;

2)      De er arbejdstagere;

3)      De er forpligtet til at indbetale til en lovpligtig pensionsforsikring (nemlig i Danmark, og det danske system kan sammenlignes med det tyske).

 

Hvis man overvejer at indgå aftale om en Riester-pension, bør man indhente udførlig information (www.bmas.de) og få så neutral rådgivning som mulig, f.eks. af forbrugerbeskyttelsesorganisationer. Bidrag til Riester-ordninger kan ikke trækkes fra i den danske indkomstskat.

 

 

Grænsependlere, der bor i Danmark og arbejder i Tyskland, har ikke ret til Riester-tillægget, da de ikke opfylder betingelsen om ubegrænset skattepligt.

Grænsependlere med bopæl i Danmark og arbejdsplads i Tyskland kan under visse omstændigheder behandles som ubegrænset skattepligtige, hvilket dog ikke kommer på tale for de fleste, da de ikke oppebærer 90 % af familiens indkomst fra Tyskland. De, det alligevel kunne komme på tale for, bør rådføre sig med en revisor.

For disse grænsependlere kan det eventuelt være interessant at videreføre private pensionsordninger hos danske institutter, hvis de rent skattemæssigt kan overføres til ægtefællen. I den forbindelse må man dog indhente kvalificeret råd hos SKAT eller en dansk revisor.

 

 

Grænsependlere og Rürup-pension

 

Rürup-pensionen spiller så godt som ingen rolle for de fleste grænsependlere. I de få enkeltstående tilfælde, hvor den ville kunne komme på tale, er professionel rådgivning nødvendig i det konkrete tilfælde.

 


Siden er sidst opdateret 10-9-2008