HEADER: Pendlerinfo Til Region SyddanmarkTil forsiden
PendlerinfopilDiversepilOpholdsregler i Danmark

Opholdsregler i Danmark

Opholdsregler i Danmark for EU-borgere i medfør af

"Bekendtgørelse om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af den Europæiske Unions regler (EU-opholdsbekendtgørelse, BEK 300 af 29/04/2008)"

Hvem har opholdsret i Danmark?

 

Personer med selvstændig opholdsret

1.Arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende
En EU-borger, der er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark, har ret til ophold ud over de i øvrigt gældende tidsrum på 3 eller 6 måneder. Dette gælder også for vedkommendes familiemedlemmer.

2.Udstationerede
En EU-borger, der på vegne af en virksomhed med hjemsted i EU udstationeres i Danmark med henblik på at levere tjenesteydelser, har ret til ophold ud over de i øvrigt gældende tidsrum på 3 eller 6 måneder. Dette gælder også for vedkommendes familiemedlemmer.
Det samme gælder for tredjelandsstatsborgere, som er arbejdstagere i en sådan virksomhed. Deres familiemedlemmer skal dog være i besiddelse af gyldig opholdstilladelse i et EU/EØS-land i forvejen for at opnå opholdsret.

3.Studerende
EU-borgere, der er indskrevet ved en offentlig eller privat institution, der er godkendt af eller finansieres af det offentlige, har ret til ophold ud over de i øvrigt gældende tidsrum på 3 eller 6 måneder. Det samme gælder for EU-borgere, der tager en erhvervsuddannelse. Opholdsretten forudsætter dog, at man kan forsørge sig selv og kan fremlægge dokumentation for at have tegnet en omfattende sygeforsikring. Familiemedlemmer til studerende har ret til ophold.

4.Personer med tilstrækkelige midler
En EU-borger, der råder over sådanne finansielle midler, at det efter en konkret vurdering kan antages, at vedkommende ikke vil falde det offentlige til byrde, har ret til ophold ud over de i øvrigt gældende tidsrum på 3 eller 6 måneder. Dette gælder også for familiemedlemmer.

5.Pensionister m.v.
Følgende personer har ret til ophold i Danmark ud over de almindelige tidsrum på 3 eller 6 måneder:
EU-borgere, der ophører med lønnet beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark, fordi de opnår den i loven fastsatte pensionsalder eller får tilkendt førtidspension, forudsat at de har haft lønnet beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed uafbrudt i mindst 12 måneder forud herfor og har haft lovlig bopæl i Danmark i mindst 3 år.


EU-borgere, der på grund af vedvarende arbejdsudygtighed må ophøre med lønnet beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark og forud herfor har haft bopæl i Danmark i mindst 2 år. Fristen på de 2 år bortfalder, hvis der er tale om en arbejdsulykke eller en anerkendt erhvervssygdom.

EU-borgere, der efter 3 års bopæls- og beskæftigelsesperiode i Danmark starter med at arbejde i en anden medlemsstat og bibeholder deres bopæl i Danmark og vender hjem hertil mindst en gang om ugen.

Perioder med uforskyldt arbejdsløshed, der er bekræftet af den kompetente arbejdsformidling, samt perioder med arbejdsudygtighed på grund af sygdom eller ulykke betragtes som perioder med beskæftigelse.

Familiemedlemmer til disse persongrupper skal kunne fremlægge dokumentation for at råde over sådanne midler, at det efter en konkret vurdering kan antages, at de ikke vil falde det offentlige til byrde.

 

Supplerende oplysninger om familiemedlemmer

1.Familiemedlemmer til danske statsborgere
Familiemedlemmer til danske statsborgere har ret til ophold ud over de i øvrigt gældende tidsrum på 3 eller 6 måneder, hvis hovedpersonen har benyttet retten til fri bevægelighed indenfor EU. Disse sager behandles dog af udlændingeservice.

2.Definition af familiemedlemmer
Ved familiemedlemmer forstås ægtefæller, herunder registrerede partnere (må afklares i det konkrete tilfælde), samt efterkommere i op- eller nedstigende linje, herunder børn under 21 år, der bor i husstanden. Øvrige efterkommere kan falde ind under regelen, hvilket må undersøges i det konkrete tilfælde.

3.Ophold og død/skilsmisse
Familiemedlemmer til en EU-borger mister ikke retten til ophold ved hovedpersonens udrejse eller død.

Tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en EU-borger, bevarer retten til ophold ved hovedpersonens død, hvis de har haft lovligt ophold i Danmark i 1 år og er i stand til at forsørge sig selv.

Familiemedlemmer til en EU-borger bevarer også retten til ophold i tilfælde af skilsmisse eller ophør af ægteskabet ved omstødelse. For familiemedlemmer, som er tredjelandsstatsborgere, gælder fortsat, at ægteskabet skal have varet i tre år, heraf et i Danmark, og/eller de er blevet tillagt forældremyndigheden til børn, og/eller der foreligger en særlig situation. Den konkrete sag må her vurderes nærmere.

4.Tidsubegrænset ophold
Efter 5 års tidsbegrænset ophold opnår EU-borgere ret til tidsubegrænset ophold. De nærmere omstændigheder skal afklares med Statsforvaltningen.

 

Oplysningerne i denne vejledning er ikke juridisk bindende.

Man kan indhente kvalificeret information om, hvorvidt man har krav på rettighederne i medfør af EU-retten, hos Statsforvaltningen, som også foretager konkrete vurderinger af enkeltsager. Her kan man også ansøge om registreringsbeviser. Det er bydende nødvendigt at tage kontakt til Statsforvaltningen, før man flytter.

 

Ansøgning om et EU-registreringsbevis

EU-borgere skal ansøge om et EU-registreringsbevis senest 3 måneder efter indrejsen til Danmark, hvis opholdet forventes at vare mere end 3 måneder. Der skal forevises gyldigt pas eller identitetskort. Dette gælder også for familiemedlemmer og tredjelandsstatsborgere. De nærmere omstændigheder skal afklares med Statsforvaltningen på forhånd. Ændrer opholdsgrundlaget sig i løbet af opholdet, skal der fremvises et nyt EU-registreringsbevis. Ansøgninger om EU-registreringsbevis kræver personlig fremmøde.

 

Links og yderligere informationer:

www.statsforvaltning.dk

www.nyidanmark.dk

Siden er sidst opdateret 03-07-2009.Infocenter

Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tlf.: +45 74 67 05 01 | region@sjsl.regionsyddanmark.dk