HEADER: Pendlerinfo Til Region SyddanmarkTil forsiden
PendlerinfopilDiversepilRegistreringsafgift og grænsependlere

Registreringsafgift og grænsependlere

Grænsependlere med tysk bopæl og registreringsafgift

"Bekendtgørelse af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v." forbyder principielt enhver, der har regelmæssigt ophold i Danmark, at føre et køretøj med udenlandske nummerplader.

Det er i den forbindelse tilstrækkeligt, at skattemyndighederne når frem til den konklusion, at det faktiske opholdssted er Danmark, uanset om vedkommende har dansk bopæl eller ej.

Principielt udgør dette ikke noget problem for dem, der opfylder betingelsen for at opnå status som grænsegænger, nemlig at de vender tilbage til bopælen i hjemlandet mindst en gang om ugen. I praksis kan det dog udgøre et problem for weekendpendlere, da deres køretøj kan blive beslaglagt i forbindelse med mistankekontroller, og den efterfølgende kontrol tager en del tid.

Uden at gå ind på lovens nærmere bestemmelser, følger her et par praktiske anbefalinger til, hvad grænsependlere kan gøre for at beskytte sig mod problemer. Disse tager udgangspunkt i en anbefaling fra Skattecenter Høje Taastrup.

 

Dagpendlere

Grænsependlere, som vender tilbage til bopælen hver dag, behøver ikke at gøre noget. Lejlighedsvise overnatninger i Danmark spiller heller ingen rolle.

 

Weekendpendlere

Grænsependlere, som kører hjem til Tyskland en gang om ugen, bør søge om dispensation hos Skattecenter Høje Taastrup for at være beskyttet mod problemer i tilfælde af kontroller, selv om de egentlig ikke behøver det. Dispensationen gælder et år og skal medbringes.

Hvis man har en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, der maksimalt løber et år, behøver man ikke en dispensation.

 

Andre pendlere

Grænsependlere, som ikke kører hjem mindst en gang om ugen, og dermed egentlig ikke opfylder betingelsen for at opnå status som grænsegænger, bliver betragtet som værende dobbeltdomicilerede. I disse tilfælde skal der altid søges om en særlig tilladelse. Her undersøger SKAT hvert enkelt tilfælde for at konstatere, hvor det faktiske midtpunkt for livsinteresser er. Her tæller forhold som egen bolig, hustru, børn, foreningstilhørsforhold etc.

Fremgangsmåde

Gå ind på hjemmesiden www.skat.dk, klik på "Borger", derefter på "Blanketter", så "21 Punktafgift; motor" og klik til sidst på nr. "21.059". Download blanketten, print den ud, udfyld den og send den til SKAT i Høje Taastrup.


Siden er sidst opdateret 21-01-2010.Infocenter

Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tlf.: +45 74 67 05 01 | region@sjsl.regionsyddanmark.dk