NETE (NEtværk / Netzwerke Transversal / Empowering)
Om Nete
NETE – Et Interreg-projekt for stærkere dansk-tysk samarbejde
NETE (NEtværk / Netzwerke Transversal / Empowering) er et ambitiøst grænseoverskridende projekt, der løber fra 1. december 2024 til 30. november 2027. Projektet har et samlet budget på 2.817.923 EUR, hvoraf 1.831.048 EUR finansieres af Interreg. Målet er at styrke samarbejdet mellem Danmark og Tyskland, især i frivillighedssektoren, blandt offentlige forvaltninger og gennem konkrete initiativer. Partnerskabet er geografisk bredt og dækker hele Interreg-programregionen i den sydlige og østlige del af Schleswig-Holstein samt Syddanmark og Sjælland. NETE vil dermed støtte op om et styrket samarbejde mellem Region Sønderjylland-Schleswig og Femern Bælt området.
Projektet tager udgangspunkt i udfordringer, der hindrer et tættere samarbejde. En af de største barrierer er manglende viden i frivillige organisationer om fordelene ved dansk-tyske partnerskaber. Mange organisationer udnytter ikke det potentiale, der ligger i et tværnationalt samarbejde. NETE vil derfor fokusere på at synliggøre, hvordan dansk-tyske samarbejder kan skabe konkrete merværdier og nye løsninger.
Derudover er der et stort uudnyttet potentiale for samarbejde mellem danske og tyske offentlige forvaltninger. Begge lande står overfor fælles udfordringer, der kan løses mere effektivt gennem samarbejde. NETE vil skabe rammerne for, at offentlige aktører på begge sider af grænsen kan opnå bedre indsigt i hinandens arbejdsområder og samarbejde om løsninger, der gavner begge lande.
For at målrette indsatsen vil NETE gennemføre spørgeskemaundersøgelser og workshops, der kortlægger behov og viden i både frivillige organisationer og offentlige institutioner. Resultaterne vil danne grundlag for projektets aktiviteter og sikre, at de adresserer de reelle behov.
Der er særlig fokus på områderne livskvalitet og sundhed, natur og klima samt demokrati og medborgerskab, hvor samarbejde på tværs af grænserne også er vigtigt for grænseregionens fremtid. Aktiviteterne skal motivere borgere, foreninger og forvaltninger til at deltage aktivt i udviklingen af grænseregionen.
NETE tilbyder også et skræddersyet uddannelsesforløb i dansk-tysk projektledelse og kompetenceudvikling for offentligt ansatte, der ønsker at arbejde med grænseoverskridende samarbejder. Der vil desuden blive arrangeret netværksaktiviteter, hvor aktører fra foreningslivet kan dele erfaringer og etablere konkrete samarbejde.
Projektet er finansieret af Interreg Deutschland-Danmark og støttes af et partnerskab bestående af følgende institutioner: Aabenraa Kommune/Region Sønderjylland-Schleswig, Kreis Schleswig-Flensburg, Stiftung Nordfriesland, Stadt Flensburg, Hansestadt Lübeck, Kreis Ostholstein, Næstved Kommune, Region Syddanmark, Fachhochschule für Verwaltung und Dienstleistung Altenholz, UCSYD og Land Schleswig-Holstein samt kommunale og institutionelle netværkspartnere.
Det stærke partnerskab bringer forskellige fagligheder i spil og dækker bredt over kultur, fritid, udvikling, internationalt samarbejde, samfundsforståelse og dannelse.
Spørgeskemaundersøgelse
Vigtig online spørgeskemaundersøgelse om samarbejde mellem foreninger og organisationer i Danmark og Tyskland
Teknologisk Institut gennemfører i samarbejde med Region Syddanmark en spørgeskemaundersøgelse, der har til formål at styrke fremtidige partnerskaber på tværs af den dansk-tyske grænse ved at belyse motivationer og barrierer.
Undersøgelsen er en del af det dansk-tyske Interreg-projekt NETE. Den skal give et bedre datagrundlag og mere viden om, hvordan det grænseoverskridende samarbejde kan styrkes i Interreg-programregionen.
Hvem skal svare?
- Spørgeskemaet skal besvares på vegne af en inviteret organisation.
- Hvis I er en lokalafdeling af en større organisation, så bedes I så vidt muligt svare for jeres egen afdeling.
- Det er vigtigt, at en person med ledelsesansvar eller godt overblik over organisationens arbejde besvarer skemaet.
Hvordan bliver svar behandlet?
- Svarene behandles fortroligt og anonymt.
- Resultaterne offentliggøres kun i samlet form (enkelte organisationer bliver ikke nævnt).
Sådan deltager I:
- Relevante organisationer bliver inviteret af enten Teknologisk Institut eller partnere og netværkspartnere i NETE-projektet.
- Svarfrist er den 4. juli.
Kontaktinformation:
Har I spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte den ansvarlige for undersøgelsen:
- Andreas Bjerre Lunkeit, Seniorkonsulent, Teknologisk Institut – ablu@teknologisk.dk, tlf. +45 72 20 15 53