Hvem har ret til hvad og hvordan?
I det følgende kan du se, hvem der kan få fødevarechecken, hvor meget du kan få og om du selv skal søge om fødevarechecken eller ej.
HUSK! Hvis du ikke modtager udbetalingen af fødevarechecken ind til den 01. juli 2026, men mener at du opfylder betingelserne for at få fødevarecheck udbetalt, bør du selv søge.
Vi vil informere på denne side, hvor og hvordan man kan søge, så snart informationerne om ansøgningsproceduren er tilgængelige.
Modtagere af forsørgelsesydelse
Personer, der har modtaget en af følgende offentlige forsørgelsesydelser for november 2025 har ret til fødevarechecken på 2.500 kr.:
- kontanthjælp
- førtidspension
- efterløn
- tidlig pension
- seniorpension
- fleksydelse
- ressourceforløbsydelse under ressourceforløb
- ressourceforløbsydelse under jobafklaring
- arbejdsløshedsdagpenge
- sygedagpenge
- barselsdagpenge
- ferieydelse
- kompensation efter § 8 i lov om seniorjob
- flekslønstilskud
- tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende med nedsat arbejdsevne
- ledighedsydelse
- revalideringsydelse
Den automatiske udbetaling forventes den 4., 5. eller 6. maj 2026.
Personer der modtager revalideringsydelse og samtidig får tilskud eller rentefrit lån til at etablere selvstændig virksomhed, skal selv søge om udbetalingen.
Folkepensionister
Personer, der modtog folkepension for november 2025, og som ikke havde en personlig likvid formue pr. 31. december 2025 der oversteg 350.000 kr. har ret til fødevarecheck på 2.500 kr.
I opgørelsen af den likvide formue indgår:
- Indestående i pengeinstitutter
- Kursværdien af obligationer
- Pantebreve i depot
- Kursværdien af deponerede børsnoterede aktier
- Kursværdien af investeringsforeningsbeviser
Den automatiske udbetaling forventes den 4., 5. eller 6. maj 2026.
Har personen haft bopæl uden for Danmark den 31. december 2025, skal personen i givet fald selv søge om fødevarecheck.
Modtager man ikke udbetalingen af fødevarecheck ind til den 01. juli 2026, bør man selv søge om fødevarecheck, enten digitalt med MitID via borger.dk eller ved brug af en PDF-blanket som sendes med posten. Ansøgningsblanketterne offentliggøres, så de er tilgængelige den 01. juli 2026.
Se venligst siden "Har du fået et brev fra ATP om fødevarecheck". Du kan finde et link på siden med almene informationer om fødevarecheck eller i menuen til højre.
Modtagere af uddannelsesstøtte
Personer der modtog uddannelsesstøtte inden for disse områder for november 2025, har ret til fødevarecheck på 1.000 kr.:
- Udeboende SU
- Slutlån
- Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU)
- Skoleoplæringsydelse
- Skoleydelse (erhvervsuddannelser)
- Skoleydelse (forberedende grunduddannelse) for udeboende elever på 18 år eller derover
- Elevstøtte
- Uddannelsesstøtte for maritime uddannelser (hvis du modtog støtten i 4. kvartal 2025)
Den automatiske udbetaling forventes den 4., 5. eller 6. maj 2026.
Lærlinge
Lærlinge kan få fødevarecheck på 1.000 kr., hvis følgende var opfyldt i november 2025:
- var påbegyndt skoleundervisning eller oplæring i en oplæringsvirksomhed omfattet af en uddannelsesaftale. Uddannelsesaftalen skal være indgået i henhold til lov om erhvervsuddannelser
- var under uddannelse til fængsels- eller transportbetjent
- var under uddannelse til politibetjent eller politikadet
- var i lønnet praktik og tidligere har modtaget udeboende SU eller slutlån til uddannelse, til den uddannelse, hvor du var i lønnet praktik
- var under uddannelse som militær elev, herunder sergentelev, officerskadet eller elev på Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse
Den automatiske udbetaling forventes den 4., 5. eller 6. maj 2026.
Modtagere af Børne- og ungeydelse
Fødevarecheck udbetales for det yngste barn, som man fik udbetalt dansk børne- eller ungeydelsen for i april 2026. Der kan udbetales op til 5.000 kr. til børnefamilier.
Udbetalingens størrelse afhænger af modtagelsen af børne- og ungeydelsen.
Fik man den fulde børne- og ungeydelse for det yngste barn i april 2026, vil man modtage den fulde fødevarecheck på 5.000 kr.
Deles børne- og ungeydelsen mellem forældrene, vil hver forælder være berettiget til halv ydelse, dvs. 2.500 kr.
Beløbet kan reduceres, hvis børne- og ungeydelsen blev udbetalt forholdsmæssigt, i henhold til optjeningsprincippet, eller hvis barnet fyldte 18 år i april 2026.
Beløbet reduceres, hvis man er berettiget til fødevarechecken for flere grupper. Har man modtaget fødevarecheck for en af de andre målgrupper, udbetales alene differencen mellem det højeste beløb man kan få i fødevarecheck og det allerede udbetalte beløb.
Personer der modtager børne- og ungeydelse skal opfylde 2 betingelser, for at være berettiget til fødevarechecken:
- skal modtage børne- eller ungeydelse for april 2026
- indkomstgrundlaget i 2025 var maks. 475.300 kr.
Hvis personen ikke har en årsopgørelse for 2025, vil Udbetaling Danmark tage udgangspunkt i årsopgørelsen for 2024. Her gælder en indkomstgrænse på 457.500 kr.
Fødevarechecken udbetales som udgangspunkt automatisk. Den automatiske udbetaling forventes i juni 2026.
Der skal dog selv søges om udbetalingen hvis:
- man pr. 31. maj 2026 beskattes efter kildeskattelovens § 48 F (forskerskatteordningen). Det skal kunne dokumenteres, at indkomsten i 2025, tillagt indkomst omfattet af § 48 F og fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, ikke oversteg 475.300 kr.
- man ikke har en årsopgørelse for 2024 eller 2025
- man er EU/EØS- statsborger eller statsborger fra Schweiz og har inden den 30. september 2025 ansøgt om udbetaling af børne‑ og ungeydelse for april 2026, men endnu ikke fået ydelsen udbetalt på tidspunktet for den automatiske udbetaling af fødevarecheck.
Denne side vil løbende opdateres med nye informationer om fødevarechecken og ansøgningen herom.
Yderligere informationer om fødevarechecken kan findes på:
Nyheder
06.05.2026
Europe Direct Sønderjylland-Schleswig inviteter
21.04.2026
Appen blev godt modtaget
08.04.2026
Video om danske årsopgørelse 2025 online
Arkiv
Nyhedsbrev Pendlerinfo
Her finder du vores nyhedsbreve og du kan tilmelde dig her.Nyhedsbrev Regionsinfo
Her finder du vores nyhedsbreve og du kan tilmelde dig her.Region Sønderjylland-Schleswig
Information vedrørende det grænseoverskridende samarbejde på www.region.dk
