Social Sikring

• Omfattede ydelser
  
• Grundprincipper for koordineringen

Området for social sikring er ikke harmoniseret inden for EU, men blot koordineret. Det vil sige, at det påhviler de enkelte medlemsstater selv at fastlægge, hvordan de vil udforme og finansiere deres sociale sikringsordninger, og hvilke ydelser der findes eller ikke findes. 

Denne koordinering af de sociale sikringsordninger reguleres af bestemmelserne i forordning (EF) nr. 883/2004 og den tilhørende gennemførelsesforordning (EF) nr. 987/2009. Dertil kommer en række afgørelser fra Den Europæiske Unions Domstol og de nationale domstole samt nationale bestemmelser om forordningernes gennemførelse. 

Man skal derfor aldrig gå ud fra, at der findes samme eller tilsvarende regler i et nyt arbejdsland som dem, man kender i hjemlandet. 

Det fremgår med al tydelighed, hvis man ser på f.eks. Danmark og Tyskland.Mens den sociale sikring i Tyskland primært er bygget op på grundlag af et bidragsfinansieret forsikringsprincip, hvor man kun er dækket, hvis man er medlem af ordningen, så har Danmark opbygget sine sociale sikringsordninger som en skattefinansieret borgerforsikring. Hvis man bor i Danmark, er man omfattet af danske sikringsordninger. 

EU's koordineringsregler inden for rammerne af de nævnte forordninger tager som hovedregel afsæt i forsikringsprincippet. Koordineringsreglerne fastlægger blot, hvilket land der skal udrede hvilke ydelser og hvornår. Det er derimod op til de enkelte lande selv at fastlægge, hvordan disse ydelser skal se ud. 

Hvilke sociale sikringsydelser falder ind under disse forordninger?

I henhold til forordning (EF) nr. 883/2004 er følgende ydelser omfattet: 

• Ydelser ved sygdom
• Ydelser ved moderskab og dermed ligestillede ydelser ved faderskab
• Ydelser ved invaliditet
• Ydelser ved alderdom
• Ydelser til efterladte
• Ydelser i anledning af arbejdsulykker eller erhvervssygdom
• Ydelser ved dødsfald
• Arbejdsløshedsydelser
• Efterløn
• Familieydelser  

Grundprincipper for koordineringen

Princippet om ligebehandling
Princippet om ligebehandling skal forhindre, at EU-borgere udsættes for socialretlig forskelsbehandling på grund af deres nationalitet. En stat, som er forpligtet til at udrede ydelser, må ikke kræve af en anden medlemsstats statsborger, at vedkommende skal opfylde flere betingelser end en statsborger i den pågældende medlemsstat.

Artikel 7 af forordningen EF 883/2004 bestemmer: "Personer, som er omfattet af denne forordning, har de samme rettigheder og pligter i henhold til en medlemsstats lovgivning som vedkommende medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet følger af særlige bestemmelser i denne forordning."

Princippet om at kun én medlemsstat er kompetent
Princippet om at kun én medlemsstat er kompetent skal forhindre, at en person står uden social sikring, ligeledes skal sammenfald af ydelser af samme art samt betaling af dobbeltbidrag undgås. I den forbindelse har beskæftigelsesstedet forrang (lex loci laboris), dvs. at det land, hvor den pågældende arbejder, skal udrede sociale sikringsydelser (pension, sygesikring etc.). Det betyder, at man er enten forsikret i Danmark eller i Tyskland, men aldrig med en del af forsikringen her og og med en anden del af forsikringen der.

Ækvivalensprincippet (ligestilling af forhold)
I henhold til artikel 5 af forordning EF nr. 883/2004 ligestilles ydelser, indtægter, begivenheder og forhold, uafhængigt af i hvilken medlemsstat de er betalt/indtrådt. De betragtes således som ækvivalente (=ligeværdige). Det skal forhindre indirekte forskelsbehandling på grund af nationalitet. I forhold til forordning (EØF) nr. 1408/71 er der sket en væsentlig forenkling. Med indførelsen af artikel 5 er de særlige bestemmelser i den gamle forordning blevet samlet i en generel ligestillingsbestemmelse.
Eksempler på ligestilling: aftjening af værnepligt, arbejdsløshed, erhvervsindtægt, familieydelser etc.

Princippet om sammenlægning
Hvis en medlemsstats sikringsordninger er baseret på beskæftigelsesperioder, forsikringsperioder, bopælsperioder eller perioder med selvstændig virksomhed, skal disse perioder også medregnes, hvis de er tilbagelagt i udlandet. Målet er lukkede forsikringsbiografier, særligt på pensionsområdet. På den måde skal det forhindres, at det bliver til ulempe for en forsikret, at vedkommende har indbetalt bidrag i forskellige medlemsstater. I artikel 6 er sammenlægningen af perioder reguleret som følger: 

"Medmindre andet er fastsat i denne forordning, medregner den kompetente institution i en medlemsstat, hvis lovgivning gør:

• erhvervelse, bevarelse, varighed eller generhvervelse af retten til ydelser
• dækning i henhold til lovgivningen eller
• adgang til eller fritagelse for tvungen forsikring, frivillig forsikring og frivillig fortsat forsikring

betinget af, at der er tilbagelagt forsikrings-, beskæftigelses- eller bopælsperioder eller perioder med selvstændig virksomhed, i nødvendigt omfang forsikrings-, beskæftigelses- eller bopælsperioder eller perioder med selvstændig virksomhed, der er tilbagelagt efter en anden medlemsstats lovgivning, som om der er tale om perioder, der er tilbagelagt efter den for den pågældende institution gældende lovgivning." 

Pro rata temporis-princippet
Pro rata temporis-princippet betyder, at en ydelse sammensættes pro rata i forhold til de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i de enkelte medlemslande. Det kan illustreres med en pensionsberegning: Ydelsen beregnes på baggrund af lovgivningen i den medlemsstat, hvor forsikringsperioden er tilbagelagt. Denne beregning modificeres dog af pro rata-princippet.
Eksempel: En grænsependler har arbejdet 10 år i hhv. 4 forskellige lande. Dermed har han optjent 40 års anciennitet i pensionsforsikringen , men han får kun pension for 10 år af det enkelte land. Han får så 4 brøkpensioner.

Princippet om eksport af ydelser
I forhold til at oppebære ydelser, må det ikke have negative konsekvenser at flytte bopæl fra et medlemsland til et andet. Kontantydelser må ikke annulleres eller nedsættes, men skal udbetales uafhængigt af, i hvilken medlemsstat ydelsesmodtageren er bosat. Det bagvedliggende princip er princippet om eksport af ydelser. Men her er der også begrænsninger, således kan f.eks. dansk boligtilskud til pensionister ikke eksporteres. 

Artikel 7 af forordning EF 883/2004 siger: Medmindre andet er fastsat i denne forordning, må kontantydelser, som en person har krav på efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater eller efter denne forordning, ikke nedsættes, ændres, stilles i bero, inddrages eller beslaglægges med den begrundelse, at den pågældende eller dennes familiemedlemmer er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor den institution, som det påhviler at udrede ydelsen, er beliggende.

Forbud mod dobbeltydelser
Forbuddet mod dobbeltydelser skal forhindre, at vandrende arbejdstagere bliver begunstiget i forhold til permanent bosiddende. Det kunne være tilfældet, hvis en person modtager invalide- alderdoms- eller efterladtepension for samme forsikrings- eller bopælsperiode fra to forskellige medlemsstater. 

Eksempel: Fru Jensen fra Broager arbejder udelukkende i Tyskland i perioden 2003-2010. Der indbetaler hun tvungne bidrag til den tyske pensionskasse Deutsche Rentenversicherung. For denne periode modtager hun senere kun pension fra Tyskland og ikke også folkepension, som hun egentlig ville få for bopælsperioden i Danmark. På den måde undgår man, at der bliver udbetalt dobbeltydelser.

Naturalydelser versus kontantydelser
Grænsependlere får naturalydelser i bopælslandet på arbejdslandets regning, som om de var forsikret der. Der eksisterer ingen ydelser i bopælslandet som grænsependlere ikke har krav på, fordi de er grænsependlere. Naturalydelser er f.eks. lægebehandlinger, medicin eller genoptræning m.m. Samtidig har grænsependleren selv krav på naturalydelser i arbejdslandet. Det gælder dog ikke medforsikrede familiemedlemmer. Disse kan kun få naturalydelser i arbejdslandet, hvis de opholder sig der.

Kontantydelser udredes altid i arbejdslandet, f.eks. sygedagpenge.