OK

Websitet anvender udelukkende nødvendige funktionelle cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Feriepenge

Samtidighedsferie iht. ferieloven

Siden 01. september 2020 optjener hver arbejdstager 2,08 feriedage per måned, som kan afholdes allerede måneden efter. Til grund lagde man den danske kutyme for at tage ferie, nemlig 3 uger om sommeren, en uge om efteråret og en uge om vinteren.

Ferieåret går fra 01. september til 31. august i det følgende år. Det lovbestemte feriekrav i denne periode er 5 uger.

Feriepengene bliver enten administreret og udbetalt af arbejdsgiveren eller indbetales til FerieKonto fra arbejdsgiveren, hvor man så kan ansøge om udbetaling ved ferieafholdelse eller hvis man forlader det danske arbejdsmarked. Feriepengene der er indbetalt til FerieKonto kan ses digitalt via www.borger.dk, hvor man også kan ansøge om udbetalingen (kræver NemID/MitID). Alternativt kan man ansøge om udbetalingen via en blanket i papirform.

Nogle arbejdstagere har også ret til løn under ferie. I dette tilfælde bliver der udbetalt almindelig løn ved afholdelse af ferie. Om der er ret til løn under ferie, afhænger af ansættelsesforholdet, ansættelseskontrakten eller overenskomsten.

Overenskomstmæssige regler

Overenskomstmæssige regler kan være gunstigere for arbejdstagere, der er omfattet af disse. Rettigheder som en eventuel 6. ferieuge, er ikke berørt af loven og er kun overenskomstreguleret.

Ved overenskomstmæssige regler, kan der ud over de lovmæssige krav i givet fald opstå yderligere krav. Dette er dog afhængigt af det individuelle arbejdsforhold og overenskomsten. Informér dig venligst hos din fagforening.

Overgang til den nye ferielov

Iht. ferieloven som var gældende til 01. september 2020 optjente en lønmodtager ferie fra 01. januar til 31. december. Ferien kunne dog først afholdes fra 01. maj året efter. Dette medførte, at man som nyansat på det danske arbejdsmarked ikke kunne holde betalt ferie i op til 16 måneder. Da dette var i strid med det europæiske arbejdstidsdirektiv, besluttede folketinget at indføre samtidighedsferie.

På grund af overgangen fra den gamle til den nye ferielov blev feriemidlerne, der blev optjent i perioden fra den 01. september 2019 til den 31. august 2020 indefrosset. Feriemidlerne administreres som opsparing i fonden "Lønmodtagernes Feriemidler".

Opsparingen, på en værdi af op til 5 ugers betalt ferie, kunne udbetales i to rater, som del af en vækstpakke i anledning af coronapandemien. Personer som ikke har søgt om denne særudbetaling indtil den 31. maj 2021, kan først få feriemidlerne i fonden udbetalt, når de forlader det danske arbejdsmarked (f.eks. på grund af overgangen til folkepension eller ved grænsependlere der opgiver deres beskæftigelse i Danmark).

Ved opnåelse af folkepensionsalderen i Danmark, sker udbetalingen automatisk. Man får ca. 3 måneder før man når pensionsalderen i Danmark et brev med informationer om udbetalingen og informationer om muligheden for at udskyde udbetalingen (f.eks. hvis man fortsætter sin beskæftigelse ud over pensionsalderen). Hvis man ikke reagerer på brevet, foretages udbetalingen automatisk på NemKontoen, senest 6 uger efter man har nået pensionsalderen.

Hvis man forlader det danske arbejdsmarked inden man når pensionsalderen, kan man ansøge om udbetalingen digitalt via www.borger.dk (kræver NemID/MitID). Alternativt kan man ansøge om udbetalingen i papirform. Den relevante blanket kan fås hos Lønmodtagernes Feriemidler. Udbetalingen beskattes som indkomst med den sædvanlige skattesats og udbetales netto.

Yderligere oplysninger kan findes ved at klikke på linket under denne tekst. Du kommer direkte ind på de danske myndigheders hjemmeside med informationer om udbetalingen af de indefrosne feriemidler. Her kan du også finde informationer om det danske feriesystem.

www.borger.dk

Grafik overgangsregel

 

(Kilde: Beskæftigelsministeriet, www.bm.dk)

Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | 6330 Padborg | Danmark | Tel. +45 74 67 05 01 | infocenter@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00